At være pårørende

At være pårørende når ens nærmester er ude for en ulykke

At være pårørende når der sker en ulykke, kan vende op og ned på hverdagen og udfordre selv den stærkeste psyke. Pludselig bliver vi måske mindet om døden. At risikoen for døden kan indtræffe når vi mindst venter det.

Her deler jeg min personlige oplevelse som mor og som psykoterapeut. Jeg gennemlevede en uventet ulykke, hvor min datter var involveret i en alvorlig påkørsel.

Uvisheden

Jeg var på weekendophold i Sønderjylland. Min svigersøn ringede og fortalte at min datter var på vej til scanning med kraniebrud. Lægerne kunne ikke sige hvor alvorligt det var. I øjeblikket var jeg rolig og handlingsorienteret, men alligevel kørte det i mit hoved “du må ikke dø, du må ikke dø”.

Det første chok havde ramt mig, jeg var bange for at min datter skulle dø.

Efter scanningen viste det sig, at ulykken, foruden kraniebrug havde forårsaget flere små hjerneblødninger. Herefter pågik tre dage med intensiv overvågning. Håbet var at hjernen selv kunne klare det overtryk, der var kommet i hjerne efter skadespåvirkningerne. Hvis trykket blev for stort, skulle der opereres. I de tre dage var jeg meget opmærksom på, selv små tegne på ændringer hos min datter. Var hun kontaktbar, kunne hun spise lidt, var hun bevidst om hvem der var i rummet osv. Vi håbede og håbede på, at hjerne selv kunne klare det, så en operation ikke var nødvendigt.

Som pårørende er man magtesløs. Man kan være der og håbe og forsøge at bevare roen. Det er så godt hvis man kan bevare roen. Et roligt nervesystem kan hjælpe et uroligt nervesystem med at finde ro. Kan du være der på hospitalsstuen med ro i kroppen, kan dit nervesystem, bare ved at være tilstede, støtte et uroligt nervesystem så det også kan finde ro.

Jeg var glad for min erfaring som psykoterapeut

Jeg var glad for min erfaring som psykoterapeut og at jeg havde gode kolleger, der kunne hjælpe mig med at finde ro. Efter chokket pumper der måske adrenalin i kroppen. Der er måske uro i maven og i brystet, og tankerne om hvor galt den kunne gå, dukker måske op igen og igen. Man kan få en periode med ro, men pludselig bliver man ramt af tankerne igen. Men ved ikke at flygte fra det, ved at genopleve den ubehagelige oplevelse og blive i de chokerende følelser og tanker, kan man få ro. Man kan få ubehaget til at forlade kroppen. Det kræver øvelse og måske hjælp fra en psykoterapeut.

Overflytning og et uventet chok

Efter 10 dage på Skejby sygehus overflyttes min datter til et andet sygehus, inde hun indlægges på Hammel Neurocenter. At hun kunne udskrives fra Skjeby, var fordi risikoen for operation i hjerne var over og hun var stabil. Efter overflytningen kunne vi dog tydelig se, at min datter havde det betydeligt dårligere og hun jamrede sig af smerte – hun var meget dårlig og det gave ubehag og bekymring hos os som pårørende.

Om natten blev min datter scannet igen, og det vidste sig at hun havde fået en blodprop i baghovedet. Lige som vi troede, at det skulle gå fremad, blev vi overraskede. Bekymringen og chokket kunne mærkes i kroppen. Heldigvis blev blodproppen opdaget og hun fik den rette behandling i tide.

Chokket sidder igen i kroppen og bekymringen om, om det skal komme til at gå og om der kommer en normal hverdag, kører i tankerne.

Indlæggelse på Hammel Neurocenter

Min datter bliver indlagt i Hammel. Det er et fantastisk sted og hun får den mest kompetente genoptræning. Som pårørende er det bedste vi kan gøre at være der. Selv om vi gerne vil gøre noget, er det jo den ramte der skal genoptræne og kæmper kampe for at genvinde de mistede færdigheder. Som min datter sagde på et tidspunkt “mor du aner ikke hvor hård det er” og nej – når man ikke selv har prøvet det, så ved man ikke hvordan det er.

Vi kan støtte ved at være der, når der er behov. Men også og måske vigtigst, ved at tage os af os selv. Få bearbejdet det oplevede og de chok vi selv har fået. Arbejde for at vi selv får et roligt nervesystem. Det vigtigste er, at vi ikke flygter fra det der er sket og tror at hvis vi ikke tænker på det eller laver noget andet, der ikke har med hændelse at gøre så skal det nok gå.

Du kan læse mere om Hammel Neurocenter her

At være pårørende og navigere gennem chok og traumer

Som pårørende oplevede jeg forskellige chok, der satte sig i kroppen og sindet. Frygt for tab, bekymringer om sikkerhed og generel nervøsitet blev en del af hverdagen. Arbejdet med mig selv og terapeutisk støtte blev afgørende for at håndtere chokkene. Det er ikke tiden der heler alle sår, men aktivt at arbejde med de følelsesmæssige påvirkninger. At være pårørende under en ulykke, er en rejse gennem chok og healing. Det er okay at føle sig overvældet, ængstelig og sårbar. Det er afgørende at genoprette balancen måske ved at søge hjælp til at tackle det der er hændt.

Du kan læse mere om behandling af chok og traumer her